Nyt projekt skal sikre børn en god overgang fra hjem til dagtilbud
Hvordan kan sundhedsplejen, dagtilbuddet og familien arbejde sammen om at sikre barnet en god overgang fra hjem til dagtilbud – og forebygge, at mindre udfordringer udvikler sig til større problemer? Det undersøger fagprofessionelle og forskere i ph.d.-projektet Early Links – Stronger Starts.
27. januar 2026
De fleste forældre kender følelsen af usikkerhed, når barslen nærmer sig sin afslutning, og barnet skal begynde i dagtilbud. Overgangen er sårbar. Både for forældrene og for barnet, som skal vænne sig til nye voksne, nye rutiner og nye sociale, følelsesmæssige og kognitive krav.
Samtidig skifter familien kontaktflade fra sundhedsplejersken til personalet i dagtilbuddet. Og hvis forældre, sundhedspleje og dagtilbud ikke taler sammen og deler viden systematisk, er der risiko for, at vigtig viden om barnet og familien går tabt i overgangen.
I ph.d.-projektet Early Links – Stronger Starts undersøger ph.d.-studerende Anne Aggerholm Jønsson derfor, hvordan man kan styrke samarbejdet mellem sundhedsplejen, dagtilbuddet og familien i overgangen fra hjem til dagtilbud.
“I barnets første leveår får sundhedsplejersken ofte et indgående kendskab til barnet og familien. Her opbygger hun viden om barnets trivsel og udvikling og om familiens situation – bl.a. små og store udfordringer, som familien måske kæmper med. Men den viden bringes ikke altid i spil, når barnet starter i dagtilbud,” forklarer Anne Aggerholm Jønsson.
Og det kan få konsekvenser for barnet.
Pædagogerne må ofte starte forfra, selvom der allerede findes vigtig viden om barnets sundhed, trivsel og behov. Det kan betyde, at mindre udfordringer, som familien kunne have fået hjælp til at håndtere, risikerer at udvikle sig til større problemer, som er langt sværere at løse., Ph.d.-studerende, Early Links - Stronger Starts
Projektet er finansieret af Center for Bedre Børneliv og gennemføres i samarbejde med Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, hvor Anne Aggerholm Jønsson er ph.d.-studerende.
Hvordan kunne situationen se ud i praksis?
Anne Aggerholm Jønsson giver her et tænkt eksempel:
Ella er født to måneder for tidligt...
Sundhedsplejersken har fulgt familien tæt i det første år, som har været præget af stor usikkerhed for forældrene, fordi Ellas udvikling har været forsinket.
Ella har haft svært ved at finde ro, hvilket har påvirket hele familiens nattesøvn, og det har været vanskeligt for hende at overgå til almindelig kost. Forældrene er meget utrygge ved opstarten i dagtilbud og er bekymrede for, at Ellas særlige behov vil blive overset i en travl hverdag.
Sundhedsplejersken tager en grundig snak med forældrene om deres bekymringer og om, hvad der er vigtigt for dem, at pædagogerne ved om Ella og deres familie, inden hun starter.
Sammen med dagtilbuddet aftaler de, at sundhedsplejersken deltager i opstartsmødet, hvor hun støtter forældrene i at få fortalt om det, der er svært både for dem og for Ella, og hvor hun bidrager med sundhedsfaglig viden om Ellas trivsel og udvikling.
Her laver de bl.a. aftaler om en længere indkøringsperiode og en særlig opmærksomhed på pædagogisk støtte til spisning og til at få skabt ro og pauser for Ella i løbet af dagen. Det giver forældrene tryghed at vide, at sundhedsplejersken samarbejder med pædagogerne, og at hun også fremadrettet kan inddrages, hvis der opstår behov for det.
Et oplagt sted at sætte ind
Selvom der i mange år har været fokus på at mindske ulighed i sundhed, vokser forskellene i børns sundhed og trivsel. Både i Danmark og i andre vestlige lande.
Problemerne bliver ofte først tydelige i skolealderen. Men mange af dem opstår allerede i de tidlige leveår, hvor barnets sociale og følelsesmæssige kompetencer formes.
”Derfor er den tidlige barndom – og særligt overgangen fra hjem til dagtilbud – et tidspunkt, hvor vi kan gøre en stor forskel, hvis vi sætter ind med forebyggende og sundhedsfremmende indsatser,” siger Anne Aggerholm Jønsson.
Hun har selv arbejdet som sundhedsplejerske og har været projektleder på flere udviklingsprojekter med fokus på tidlige tværprofessionelle indsatser.
”Jeg har ofte set, hvordan tidlig støtte, stabile relationer og sammenhængende indsatser styrker børn og familier og forebygger, at problemer vokser sig store. Men jeg har desværre også set, at manglende koordinering og vidensdeling i forbindelse med overgange kan svække indsatsen og skabe usikkerhed for både børn, familier og fagprofessionelle.”
Ph.d-studerende med solid erfaring fra praksis
Anne Aggerholm Jønsson er uddannet sygeplejerske, sundhedsplejerske og cand.scient.san.
Hun har arbejdet med skolebørn som sundhedsplejerske og været projektleder på udviklingsprojekter for børn i alderen 0–6 år, hvor hun har haft fokus på tværprofessionelt samarbejde mellem sundhedspleje, dagtilbud og myndighedsafdelinger.
De seneste fire år har hun været leder af skolesundhedsplejen i Skanderborg Kommune.
Kortlægger den viden, der allerede findes
I dag organiserer kommunerne samarbejdet mellem sundhedsplejersker og pædagoger meget forskelligt.
Nogle kommuner har strukturerede samarbejdsmodeller, der integrerer det sundhedsfaglige og det pædagogiske blik på barnet og familien. Fx hvor sundhedsplejerske, pædagog og familie mødes i hjemmet, før barnet starter i dagtilbud.
Andre kommuner har ingen faste procedurer for overgangen.
“Det betyder, at kvaliteten af indsatsen i høj grad afhænger af, hvor familien bor. Og nogle gange også af, hvem de tilfældigvis møder. Samtidig ved vi, at mange kommuner allerede har gjort sig vigtige erfaringer med tværprofessionelt samarbejde i de tidligere overgange, men den viden når sjældent ud over kommunegrænsen,” siger Anne Aggerholm Jønsson.
Resultatet er, at kommuner udvikler løsninger hver for sig og risikerer at gentage hinandens fejl, fremfor at bygge videre på den viden, der allerede findes om, hvad der virker.
Derfor kortlægger Early Links – Stronger Starts både forskningsbaseret viden og erfaringer fra kommunal praksis.
“Vi inddrager erfaringer fra kommuner, der allerede har arbejdet med den her form for samarbejde. Næste skridt er at bruge den viden, vi indsamler, til at udvikle og afprøve en konkret indsats sammen med fagprofessionelle og forældre i andre kommuner,” siger hun.
Projektet trin for trin
-
Hvad ved vi allerede?
Projektet starter med et Rapid Realist Review, som samler viden fra forskning, evalueringer og praksis i Danmark, Norden og Storbritannien. Samtidig bidrager forældre, sundhedsplejersker, pædagoger og kommunale ledere med deres erfaringer.
Målet er at forstå, hvordan samarbejdet i overgangen fra hjem til dagtilbud virker, for hvem og under hvilke betingelser.
-
Vi udvikler indsatsen sammen
Med afsæt i den indsamlede viden udvikler fagprofessionelle, ledere og forskere i fællesskab en konkret indsats, der støtter barn og forældre i overgangen og fungerer for de fagprofessionelle i både sundhedspleje og dagtilbud.
Gennem møder og workshops i to kommuner fastlægger deltagerne indhold, roller og rammer.
-
Vi afprøver i praksis
Sundhedsplejersker og pædagoger afprøver sammen med forældrene indsatsen i mindre skala.
Interviews og observationer viser, hvad der fungerer, og hvad der skal justeres.
-
Vi justerer og gør klar til videre afprøvning
På baggrund af erfaringerne justerer projektgruppen både indsatsen og den bagvedliggende programteori.
På den måde bliver indsatsen klar til en potentiel senere, større afprøvning og giver kommuner konkret viden om, hvordan de kan styrke tidlig forebyggelse gennem tværprofessionelt samarbejde.
Hvad virker – for hvem og hvornår?
Formålet med projektet er ikke at skabe en færdig model, som alle kommuner skal kopiere. Det er hverken realistisk eller hensigtsmæssigt, forklarer Anne Aggerholm Jønsson.
“Kontekst har enorm stor betydning. Noget, der fungerer godt i én kommune, virker ikke nødvendigvis på samme måde i en anden. Det handler ikke kun om, hvad man gør, men også om hvordan og under hvilke rammer man gør det – og for hvem,” siger hun.
Derfor undersøger projektet, hvad der virker, hvordan det virker, og under hvilke betingelser. Analysen ser blandt andet på samspillet mellem kontekst, virkningsmekanismer og resultater samt på betydningen af relationer, organisering, ledelsesopbakning og fælles faglig forståelse.
“Ambitionen er at udvikle en indsats, som kan gennemføres og er fleksibel nok til, at den kan tilpasses lokale behov, og som styrker samarbejdet omkring barnet og familien helt fra starten.”
Tidlig indsats kræver fælles ansvar
Ifølge Anne Aggerholm Jønsson er det en vigtig erkendelse, at én faggruppe ikke kan løfte opgaven med tidlig forebyggelse alene.
Hvis vi vil mindske social ulighed i sundhed og forebygge mistrivsel blandt børn, skal vi opbygge stærke relationer – både til forældrene og mellem de fagprofessionelle omkring barnet. Ingen kan løse de komplekse udfordringer alene., Ph.d.-studerende, Better Links - Stronger Starts
Ved at samle, analysere og dele viden på tværs af kommuner skal projektet bidrage til mere sammenhængende, rettidige og målrettede indsatser for børn og familier. Og på længere sigt skabe bedre betingelser for børns trivsel og udvikling.
Ph.d.-projektet forventes at være afsluttet ved udgangen af 2028.
Fakta: Om projektet
Titel
Early Links – Stronger Starts
Formål
Projektet skal styrke samarbejdet mellem sundhedsplejersker, pædagoger og familier, når små børn starter i dagtilbud. Målet er skabe bedre sammenhæng for barn og forældre, at opdage udfordringer tidligere og at sætte ind med mere målrettet forebyggende støtte til børn og familier – især til familier i sårbare positioner.
Baggrund
Overgangen fra hjem til dagtilbud er en følsom periode i barnets liv. Her møder barnet nye voksne, nye børn og nye krav. Forskning og kommunale erfaringer peger på, at tæt samarbejde mellem forældre, sundhedspleje og dagtilbud kan skabe mere tryghed og give både barn og forældre en bedre start i dagtilbud. Samtidig mangler der systematisk viden om, hvad der virker, for hvem og under hvilke betingelser.
Projektansvarlig
Anne Aggerholm Jønsson, ph.d.-studerende
Sygeplejerske, sundhedsplejerske og cand.scient.san
Center for Bedre Børneliv, Københavns Professionshøjskole
Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Vejledning
Hovedvejleder
Helle Terkildsen Maindal, professor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Medvejledere
Crisstina Munck, docent, Pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole
Knud Ryom, lektor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
International vejleder
Lorna Stabler, forsker, CASCADE – Cardiff University,
Tidsperiode
2026–2028
Samarbejdspartnere
Projektet gennemføres i samarbejde med danske kommuner og Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Kontakt