Børn og fagprofessionelles virkelighed var i centrum, da bruger-praksispanelet mødtes
Hvilke problemer står 0-6-årige børn, deres forældre og de fagprofessionelle overfor? Og hvilken viden mangler vi for at kunne håndtere udfordringerne? De spørgsmål var på dagsordenen, da Center for Bedre Børnelivs bruger-praksispanel mødtes for første gang.
10. oktober 2025
”Hvis vores forskning skal have gang på jorden, så skal den spille sammen med børns, familiers og de fagprofessionelles virkelighed. Derfor er jeres viden og perspektiver helt afgørende for os, og vi ser meget frem til samarbejdet.”
Sådan sagde centerchef Janne Hedegaard Hansen fra Center for Bedre Børneliv, da hun bød velkommen til det første møde i centrets bruger-praksispanel.
Panelet består af fagforeninger, NGO’er og statslige organisationer, som på hver deres måde arbejder for et bedre liv for børn og familier.
Den 25. september var de samlet på Københavns Professionshøjskole, hvor de drøftede udfordringer og muligheder på 0-6-årsområdet.
Hvorfor har vi et bruger-praksispanel?
Center for Bedre Børnelivs bruger-praksispanel skal sikre, at centrets forskning altid er relevant og til gavn for de 0-6-årige, deres familier og de fagprofessionelle, der arbejder med dem.
”Panelet repræsenterer de målgrupper og professioner, som vi henvender os til og forsker inden for. De kan rådgive os og pege på, hvilke udfordringer der fylder mest, og hvilken viden vi i deres optik mangler. På den måde hjælper panelet med at identificere nye forskningsområder og at kvalificere det arbejde, som vi allerede er i gang med,” siger Janne Hedegaard Hansen.
Bruger-praksispanelet består af repræsentanter fra
- Red Barnet
- Mødrehjælpen
- Røde Kors
- Børns Vilkår
- FOLA – Forældrenes Landsorganisation
- BUPL
- Dansk Socialrådgiverforening
- Jordemoderforeningen
- Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker
- Landsforeningen for socialpædagoger (LFS)
- Kommunernes Landsforening (KL)
- Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK)
- Børne- og Kulturchefforeningen (BKF)
Workshops med fokus på udfordringer og muligheder
Efter en introduktion til Center for Bedre Børneliv blev deltagerne delt op i grupper, som arbejdede med spørgsmålene:
- Hvad er de vigtigste udfordringer på 0-6-års området?
- Hvad ville vi ønske, at vi som samfund kan tilbyde de mindste børn og deres familier?
- Hvad skal der til for at håndtere udfordringer og realisere vores håb og drømme?
Deltagerne fældede deres tanker ned på plancher – og udfordringerne spændte bredt. Fra problematikker med det tværprofessionelle samarbejde til ustabilitet i personalegruppen, et udfordret børne- og forældresyn og manglende systematik i arbejdet med kvalitet.
Det var interessant at høre, hvad der fylder hos de forskellige aktører. Selvom vi alle sammen brænder for 0-6-årsområdet, ser vi virkeligheden fra hver vores ståsted. Flere gav udtryk for, at det var værdifuldt at mødes på tværs, få rystet posen og lære af hinandens perspektiver., centerchef i Center for Bedre Børneliv
Nye veje åbner sig
Deltagerne takkede af efter fem timer med workshops, oplæg og drøftelser.
“Set fra vores perspektiv gik mødet virkelig godt. Vi fik meget materiale at arbejde videre med – både i vores nuværende projekter, og når vi skal sætte nye i gang,” siger Janne Hedegaard Hansen, som efter mødet øjnede flere spændende muligheder.
”Det var fx tydeligt, at mange af NGO’erne har adgang til hele frivilligområdet. Deltagerne pegede på, at det kunne være relevant at kigge på, hvordan vi i højere grad kan koble velfærdstilbud som dagtilbud og sundhedspleje tættere sammen med hele den frivillighedsdagsorden og -praksis, der er ude i kommunerne,” siger hun.
Et løbende samarbejde
Panelet skal fremover mødes til heldagsmøder én gang om året, men samarbejdet begrænser sig ikke til dem.
”Verden forandrer sig hurtigt, og derfor har vi brug for løbende dialog. Behovene på 0-6-årsområdet ser anderledes ud om et år end i dag, og vi skal hele tiden justere kursen sammen med dem, der arbejder tættest på børnene og familierne,” siger Janne Hedegaard Hansen.
Center for Bedre Børneliv forskningsprojekter løber typisk over flere år, og panelet kan være med til at sikre, at projekterne fortsat matcher virkeligheden, når resultaterne skal bruges i praksis.
“Det er en stor styrke at have et panel af organisationer, som kan være partnere i vores projekter, og som vi løbende kan række ud til, når vi har brug for informanter til forundersøgelser eller skal undersøge, hvad der er af behov i praksis lige nu og her.”